Solhøjgårds nyhedsbrev marts / april 2016 (samt vigtige datoer frem til sommerferien)

Datoer:

  • Man. d. 21/3 – ons. d. 23/3: Åbent i ”påskeferien”
  • Fre. d. 1/4: Fælles fødselsdag
  • Ons. d. 27/4: Farvel til 3. klasserne
  • Fre. d. 29/4 – søn. d. 1/5: Kulhusekoloni
  • 1/5: Madordning starter
  • Man. d. 2/5: Velkommen til maj-børnene
  • Søn. d. 22/5: Arbejdssøndag
  • Tirs. d. 24/5: Blomsterdag
  • Fre. d. 17/6: Sommerfest
  • Fre. d. 24/6: Fælles fødselsdag
  • Tirs. d. 28/6: Daglejr starter

 Lukkedage:

  • Tors. d. 24/3: Skærtorsdag
  • Fre. d. 25/3: Langfredag
  • Man. d. 28/3: 2. Påskedag
  • Fre. d. 22/4: Store Bededag
  • Tors. d. 5/5: Kr. Himmelfartsdag
  • Fre. d. 6/5: Dagen efter Kr. Himmelfartsdag
  • Man. d. 16/5: 2. Pinsedag

 

Påskeferie: Man. d. 21/3 – ons. d. 23/3 holder Solhøjgård åben. Inden påskeferien sætter vi et afkrydsningsskema, I venligst bedes udfylde, op på fritidshjemmet, så vi ved, hvem vi kan forvente at se i løbet af de tre dage. Husk at være her inden kl. 10, da vi godt kan finde på at tage på ture.

Fælles fødselsdag: 1/4 holder vi fælles fødselsdag for de børn, der har haft fødselsdag i 2016’s første kvartal. Vi fejrer dem med sang og lidt mundgodt ca. kl. 14:30 – 15.

Farvel til 3. klasserne: Ons. d. 27/4 tager vi vemodigt afsked med 3. kl.’erne og deres forældre, men glæder os over de mange gode timer, vi har tilbragt i hinandens selskab. Det bliver i tidsrummet 16 – 17. Nærmere besked følger… 3. kl.’ernes afsked vil også blive markeret med en fest lørdag aften d. 30/4 på kolonien i Kulhuse. En fest som 3. kl.’erne vil stå for planlægningen af.

Kulhusekoloni: Sæt venligst kryds i kalenderen fre. 29/4 om eftermiddagen til søn. d. 1/5 ca. kl. 13, hvor Solhøjgård igen tager på koloni i de dejlige og velkendte omgivelser ved Kulhuse havn. Forældre, der kan afsætte en dag eller weekenden som Solhøjgård-hjælpere på kolonien, må meget gerne give besked til personalet på Solhøjgård. Nærmere besked følger…

Madordning: Eftermiddagsmaden og tilberedningen af den er på Solhøjgård en vigtig og populær pædagogisk aktivitet med børneinddragelse og indimellem med indkøb fra Skolelandbruget og generel fokus på økologi. Pr. 1/5 har Solhøjgårds bestyrelse besluttet, at forældre til børn på fritidshjemmet kraftigt opfordres til at betale 150 kr. kvartalsvis, så vi kan opretholde den samme standard, selv om vi af kommunen er blevet skåret 172.000 kr. i indeværende kalenderår.

Hermed kan vi også efterkomme Furesø Kommunens aktuelle Mad- og måltidsstrategi, hvori det bl.a. fremgår, at ”brugerne skal opleve, at alle kommunes pædagogiske tilbud arbejder bevidst med mad og måltider. De skal opleve, at den mad der serveres og uddeles, er både sund, smagfuld og varieret, samt at maden indtages i en god atmosfære”.

”Forskning tyder på, at mellemmåltider kan have en positiv effekt på koncentration og hukommelse. Med en længere skoledag er det derfor blevet mere vigtigt at medtænke sunde eftermiddagsmåltider til skolebørn”, fremgår det også af Mad- og måltidsstrategien.

Velkommen til maj-børnene: Mandag morgen d. 2/5 kl. 8 glæder personalet på Solhøjgård sig til at modtage 14 nye børn og deres forældre til et lettere morgenmåltid, praktiske informationer og en guidet tur på matriklen.

Arbejdssøndag: Søndag d. 22/5 holder vi arbejdssøndag på Solhøjgård med underoverskriften (o)ase og mase og hyggeligt samvær J Alle børn og forældre håber vi meget kan deltage i forskønnelsen af vores allesammens fritidshjem. Inden det går løs, vil I modtage yderligere information, og der vil blive sat opslag op på fritidshjemmet med konkrete opgaver, man kan skrive sig på.

Blomsterdag: Tirsdag d. 24/5 inviterer vi bedsteforældre el. andre familiemedlemmer (1 – 2 stk. pr. familie) til en hyggelig eftermiddag i Solhøjgårds have. ”Adgangsbilletten” er en blomst, som plantes i fællesskab. Herefter byder vi på kaffe og te og et stykke hjemmebagt kage.

Sommerfest: Fre. d. 17/6 gentager vi succesen og markerer Solhøjgårds fødselsdag (fritidshjemmet fylder 48 år i år) med optændte grill, sjove aktiviteter i boderne og måske også et underholdende indslag. Festen er også en mulighed for at afrunde skoleåret inden sommerferien.

Daglejr starter: Tirs. d. 28/6 er Solhøjgård på daglejr med de øvrige fritidshjem og ”ordninger” i Farum til og med tors. d. 7/7. For interesserede afholdes der daglejrfest fre. d. 1/7.

Kommende aktiviteter på fritidshjemmet i marts og april:

Moreek og Isabella vil bl.a. lave påsketing og frisørsalon (om torsdagen). Desuden vil de sammen med 3. kl.’erne planlægge festen om lørdag på kolonien.

John vil stå for ture til Furesøgård med 3. kl.’erne om mandagen. Hver tirsdag vil han stå i spidsen for Solhøjgårds egen ”Geranium-restaurant” med de talentfulde kokke-aspiranter – og om onsdagen fortsætte turene til svømmehallen. Indimellem vil det også blive til træklatring.

Hans Jørgen vil stå for en ugentlig rollespilsdag (tirsdag) – og opruste i værkstedet. Desuden kan han nok ikke holde sig fra indimellem at lave bålmad; og så vil han skrue et rollespilsforløb sammen for Stavnsholtskolens 2. klasser, der fre. d. 1. og 8. april kl. 12 – 14 vil blive kastet ud i et spændende eventyr på fritidshjemmet.

Mads vil hjælpe til i værkstedet og sikkert også deltage i diverse klatreaktiviteter og slackline med hans klatrebaggrund; og Hans Jørgen har også indlemmet ham i sin rollespilsstab.

Morten vil bl.a. speedstacke og lave klatreaktiviteter – og deltage i Hans Jørgens rollespilsforløb med skolen. Hver onsdag står han for ture til Furesøgård med 3. kl.’erne. Mon ikke også han kan overtales til Kongespil og diverse boldspil, når temperaturerne stiger?

I øvrigt:

Isabella har pr. 15/4 sagt sin stilling op, da hun har fået mulighed for at arbejde som børneguide på Mallorca. Hun fortæller dog, at hun er og har været utrolig glad for at være på Solhøjgård, og at tiden har været både sjov og lærerig; og at hun har nydt samværet med børn og personale. Vi ønsker pøj pøj med eventyret under sydligere himmelstrøg og takker for alt det, Isabella har bidraget med J Vi arbejder ihærdigt på at finde en afløser for Isabella.

Solhøjgård har søgt om og fået egen jord (v. Stengården), så vi kan lave vores eget ”haver til maver”-projekt. Moreek vil være tovholder på projektet, der starter medio april, og inddrage børnene i at så, lue og høste og tilberede diverse grøntsager m.m. I sommerferien kan børn og forældre skrive sig på en liste på fritidshjemmet, hvis de har mulighed for at passe og pleje vores egen opdyrkede jord.

Skriv et svar