Ugeplan man. d. 23. – fre. d. 27. marts / Besøg af børnehaveklasserne / Fællesfødselsdag

Mandag kan 3. klasserne som afskedsgave – inden de pr. 1/5 starter på Furesøgård – dekorere t-shirts med textilmaling – Moreek er konsulent på opgaven i det nye fine rummelige værksted ovenpå..! Hans Jørgen koger påskeæg med blomster og løg-blade, hvilket giver et flot farvespil, og Sara laver påskeklip. John er henholdsvis bage- og halmester, mens Morten er flyver. Hjemmebagte boller til efter.

Tirsdag tager John 3. kl.’erne med til Furesøgård, Hans Jørgen har igen skiftet rollespilsvåbnene ud med farverige æg, Sara åbner neglelak-værkstedet, og Morten står for udendørs lege. Flyver er Moreek. Frisk frugt og hjemmebagt rugbrød til efter.

Onsdag besøger bh.kl. A og B Solhøjgård kl. 11:30 (bh.kl. C er i Zoo). På Solhøjgård bliver de udfordret med reb- og klatrebaner og bliver forkælet med bål-popcorn. Solhøjgård-børnene bliver på Solhøjgård, mens ffo-børnene går ca. 13:45 med deres pædagoger. Om eftermiddagen tilbyder Morten træklatring, Moreek textil-maler t-shirts med 3. kl.’erne, og John tager i svømmehallen. Sara er flyver; Hans Jørgen disker op med smilende æg i sennepssovs alias “skidne æg” – smager langt bedre, end det lyder 😉

Torsdag er Sara og John udenfor og i hallenrulleskøjterne vil bl.a. blive taget frem, Morten tager 3. kl.’erne med på Furesøgård, og Moreek fortsætter textil-malingen. Hans Jørgen er flyver. Risotto-efter.

Fredag holder vi fællesfødselsdag for de børn, der har haft fødselsdag i jan., feb. og marts måned – i den anledning sørger Morten for bål-pandekager. Sara laver udendørs spil som “ost” og kongespil, Hans Jørgen koger påskeæg, og Moreek afslutter en uge med textil-maling for 3. klasserne. John er flyver.

   

     

Skriv et svar